Lindholm Biler i Viborg åbner nu sin helt egen Shell-tank

Fredag den 24. november 2023 banker Viborgs nye Shell Express-anlæg prisen på brændstof helt i bund. I tre timer bliver prisen på diesel og benzin skruet ned til bare 9,99 kr. literen, når Lindholm Biler på Gammel Århusvej fejrer åbningen af bilhusets helt eget tankanlæg.

De mange bilister, der dagligt kører ad Århusvej, har nu fået adgang til et fuldt udstyret tankanlæg, der udover Shell kvalitetsbrændstoffer også kan tilbyde Viborgs hurtigste lynlader til elbiler. Det helt nye Shell Express-anlæg er skudt op af jorden hos Lindholm Biler i Viborg. Som næste skridt efter åbningen af det nye klassiker-center, Lindholm Collection, i oktober kan den populære bilforretning på Gammel Århusvej nu også skrive tankstationsejer på CV’et.

I vores videreudvikling af fremtidens bilhus tager vi et vigtigt skridt, når vi nu åbner vores helt eget Shell-anlæg. Det er en ide, som vi har tumlet med i noget tid. Med tankanlægget styrker vi vores tilbud til kunderne med både de klassiske brændstoffer og snart også 300 KW-lynladning, der vil supplere det store udvalg af elbiler, vi også har hos Lindholm Biler. Samtidig ser vi klart et behov for at udbygge adgangen til at kunne lynlade og tanke her i det sydlige Viborg.

Henrik Bollerslev, indehaver af Lindholm Biler

Den nye Shell tankstation i Viborg åbner i direkte forbindelse med det nye klassiker-center, Lindholm Collection, som mere end 3.000 gæster var med til at indvie i slutningen af oktober.

Ved de to tankstandere bliver der adgang til hele paletten af Shell brændstof. Herunder højoktanbenzinen Shell V-Power 100 oktan og Shell V-Power diesel, der begge indeholder kraftige renseadditiver, som fjerner og forebygger belægninger i motoren – og som ikke mindst de klassiske biler i Lindholm Collection har rigtig godt af.

Åbningsfest

Kun en uge efter, at Lindholm Biler åbnede hanerne på det nye Shell Express-anlæg på Gammel Århusvej er den store bilforretning klar til at invitere Viborgs bilister til åbningsfest. Det sker fredag den 24. november 2023, hvor der fra kl. 14.00 til 17.00 er mulighed for at tanke benzin og diesel til kun 9,99 kr. per liter hos Lindholm Biler.

For at sikre, at alle får en festlig eftermiddag, får de ansatte hos Lindholm Biler på dagen hjælp af et hold af tankpassere, der både vil sørge for tankning af brændstof og uddeling af gaveposer.

”DCC Energi, der driver Shell netværket herhjemme, har en god og sjov tradition for at fejre et nyt Shell anlæg med billigt brændstof. Det synes jeg da også, skal komme bilisterne i Viborg til gode. Så fredag den 24. november kan alle, der vil være med, se frem til en pæn besparelse på Shell brændstof, når vi i tre timer skruer helt ned for prisen på benzin og diesel,” fortæller Henrik Bollerslev, indehaver af Lindholm Biler og nyslået tankstationsejer.

Ud over de tre timer med Shell brændstof til 9,99 kr./liter byder åbningsfesten også på gaveposer til de første 300 bilister i køen. Af sikkerhedshensyn sælges brændstof kun til bilens tank. Påfyldning af dunke, mobile tanke og andre beholdere vil ikke være muligt.

Vi er allerede begyndt at varme op til en hektisk og festlig dag. Og går det som det plejer, når Shell stationerne holder åbningsfest, så kan bilisterne her i området godt indstille sig på tæt trafik på Gammel Århusvej i timerne op til og efter åbningsfesten

Henrik Bollerslev, indehaver af Lindholm Biler

Derudover markeres åbningen af tankanlægget ved, at bilister, der enten har eller bestiller et Shell Card Privat, helt frem til 31. januar 2024 sparer 30 øre/liter, hver gang de tanker hos Lindholm Bilers og betaler med deres kort. Rabatten trækkes automatisk, når man bruger Shell Card Privat på Viborgs nye Shell Express.